Undskyld mig, men nu vil jeg lige tillade mig at bringe Calvin Klein på banen og bruge sådan cirka 300 ord og et øjeblik af din tid på at få afløb for min harme. Og et er ikke harme over mine nye Calvin Klein hipster, som egentlig er det eneste, jeg ikke vil beklage mig over i denne glædesløse vintertid. For det er rent ud sagt det eneste, der er at glæde sig over. Farverne på det skønne og lækre Calvin Klein undertøj. Mit livs eneste trøst i en trøstesløs, kold og ensom januar.

Indrømmet, jeg er bare ikke til vinter. Og slet ikke til januar, som er årets længste måned -den varer jo nærmest evigt, slæber sig afsted, der er hele tiden en ny kold dag, der truer. Kan ærligt talt næsten ikke forstå, at den rent faktisk snart er slut. Og gud ske tak og lov for det! For jeg orker snart ikke flere grå og kedelige dage i dette år. Og det er det samme hvert evig eneste år. Januar burde afskaffes. Sammen med vinter og sommertid +for hvad er nu det for en uskik? Hvorfor kan vi ikke få lov til at beholde vores tid, som den nu engang er. Har da aldrig kendt mage! Sådan at ændre på tiden. Ulovligheder! Alt i vintertid er dårlig tid om vi så skruer på uret eller ej. Ville ænske at man kunne gøre som bjørnebasserne og bare lægge sig til at sove. Hele vinteren igennem. Og vågne op til sol, sommer og farvestrålende blomster. Se, det ville være livet, som det skulle leves. Mmmmm! En rigtig lang lur hele den fordømte vinter igennem. Og så vågne op og kunne glæde mig over at farven på mine Calvin Klein trusser ikke er den eneste farve på dagen. Sådan skulle det være!

Jeg har længe gået og kigget efter en stråhat, der passede til min stil -og har nu endelig fundet Rip Curl. Det er bare den perfekte stråhat!

Og så kan man jo undre sig lidt over, hvad jeg har tænkt mig at gøre med en stråhat her midt i den bidende vinterkulde. Men der er mening med galskaben, det lover jeg! Og det er ikke fordi jeg planlægger at holde kostumebal eller temafest med palmesus eller noget i den dur. Der ligger helt andre årsager til grund for mit stråhatte behov.

Bunden kan ses

Det hele startede for et par år siden, da jeg med frygt, bæven og forbavselse kunne konstatere, at min ellers fyldige måtte på toppen, var blevet tynd. Der var pludselig frit udsyn til hovedbunden og det behagede mig ikke. Slet ikke. Jeg har altid prist mig lykkelig over at have et ophav, der stadig i en alder af de tres, stadig har hele løvemanken i behold. Så det havde jeg egentlig også regnet med at have -lige til min sidste dag. Men sådan skulle det altså ikke være.

Tid til hat

Havde jeg tidligere hørt om Rip Curl, så havde jeg undgået det, der skete følgende…
Jeg begyndte at gå med kasket. Og det gik også fint i et stykke tid. Den opfyldte sit formål på upåklagelig vis, den dækkede den udtyndede hårpragt og det var jo godt. Men efter et par uger, gik det ikke længere. En af mine gode kolleger forbarmede sig over mig og fortalte mig den sandhed, som jeg ikke selv havde kunnet få øje på. Jeg lignede tilsyneladende en forvokset teenager med min nye hovedbeklædning. Og det var ikke just den retning, jeg havde forestillet mig at gå i med min nye hattestil. Så jeg måtte på den igen.

Den rigtige Rip Curl

Næste forsøg var en alpehue, sådan lidt fransk i stilen. Syntes jeg. Behøver næsten ikke at fortælle, at den kun holdt et par dage inden den røg ned i skuffen til kasketten. Så forsøgte jeg med en matros hat. Og det var jo selvfølgelig heller ikke nogen succes.

Tilfældigvis var jeg en dag på besøg hos en gammel ven og faldt over en ligeså gammel stråhat. Og så var den der! Det var lige det jeg skulle bruge. Det lyder måske sært, men den passede helt perfekt til min stil. Og siden har jeg så gået og ledt efter en tilsvarende, blot i en nyere version. Og det har jeg endelig fundet. Hatten, der passer; min flotte Rip Curl!